Ny Mazda 3 stikker næsen frem

Næste generation Mazda 3 får design i stil med storebror Mazda 6 og får samme letvægtsteknik. Lancering sidst på året.

Nyt om biler

Det markante og kraftfulde design, som Mazda sidste år gav til 6-modellen, føres nu videre på den mindre, men mere vigtige 3-model.

Den nye Mazda 3 er en femdørs hatchback.
Den nye Mazda 3 er en femdørs hatchback.
Mazda har frigivet de første billeder af nyheden og de fleste tekniske oplysninger.

Den nye 3’er har samme længde som den nuværende, men akselafstanden er øget markant – fra 2,64 til 2,70 meter. Det betyder, at udhængene for og bag er blevet tilsvarende mindre, og det bidrager til det mere dynamiske og solide udseende. Bredden er øget fire cm, og bagagerummet er vokset til 350 liter.

Mange avancerede funktioner

Bilen kan fås med et hav af nye teknologier, hvoraf flere er sjældne i denne klasse.

Det gælder bl.a. et radarbaseret sikkerhedssystem, der automatisk kan holde afstand til forankørende, advare om at man er ved at komme for tæt på og i bytrafik kan bremse helt automatisk i nødstilfælde.

Mazda 3 får også en række internetbaserede funktioner, heriblandt en netradio kaldet Aha og mulighed for trådløst inde i bilen. En stor syv tommers berøringsfølsom skærm kan styre alle de nye funktioner, mens vigtige førerinformationer kan vises med et headup-display.

Desuden får Mazda 3 den Skyactiv-teknik, som blev lanceret med CX-5 for to år siden. Det indebærer letvægtskonstruktion og nøjsomme motorer baseret på ret stor slagvolumen.

Tre benzinere, en diesel

I Mazda 3 er der premiere på en ny 1,5 liters benzinversion med 100 hestekræfter.

Desuden fås en 2.0 benzin med enten 120 eller 165 hestekræfter. På dieselsiden er det en 2.2 med 150 hk.

Den officielle premiere er formentlig på Frankfurt-udstillingen i september med forventet dansk lancering sidst på året.