Nemmere at være bilist

Med den seneste vedtagelse af ændringer af færdselsloven m.v. bliver det nemmere at være bilist; i hvert fald når det kommer til parkering. En ændring som FDM har arbejdet for i lang tid.

FDM Mener

Som forbrugerorganisation har FDM i mange år arbejdet for mere klarhed på parkeringsområdet. Med vedtagelsen af den nye lov er vi kommet et godt stykke i den rigtige retning. Forud for vedtagelsen har der været et længere udvalgsarbejde, som FDM har deltaget i, ligesom FDM gennem en lang række retssager for medlemmerne har været med til at påpege uhensigtsmæssigheder og urimeligheder. Flere af de gunstige resultater, vi har opnået ved domstolene, er nu blevet lovfæstet.

Samme P-regler i alle kommuner

En stadig kilde til forundring og misforståelser har været, at det i et land som Danmark er nødvendigt, at 98 kommuner hver især har ret til at fastsætte eget regelsæt på parkeringsområdet. Den lovlydige bilist, der bevæger sig rundt i landet, har således skullet ind på de enkelte kommuners hjemmesider for at finde ud af, hvilke P-regler, der gælder i de kommuner, han eller hun planlagde at besøge. Utallige bilister har på den konto fået sig en ærgerlig bøde, hvis de fejlagtigt har troet, at der for eksempel var ens regler for parkering med to hjul på fortovet i to nabokommuner. 

Nu ophæves de kommunale parkeringsbekendtgørelser for så vidt angår personbiler, og der bliver et fælles udgangspunkt, man som bilist kan holde sig til. I erkendelse af at det nogle steder er mere hensigtsmæssigt, at der parkeres med to hjul på fortovet, giver loven dog muligheder for, at den enkelte kommune kan indskrænke forbuddet og tillade parkering med to hjul på fortovet i dele af byzonen.

På samme måde har der indtil 2012 været forskel på, hvor mange bøder de enkelte kommuner pålagde for en fortsat ulovlig parkering. Nu er der sat et loft over antallet. Med et maksimum på tre bøder er der taget hensyn til såvel beboerne i områder nær stationer og lufthavne, som plages af ulovligt parkerede biler på villavejene, og til den, der misforstår reglerne.

LÆS OGSÅ: Kommunale parkeringsregler

Bedre skiltning på private pladser

På det private område, som daglig giver anledning til henvendelser til FDMs rådgivning, kan man efter en overgangsperiode se frem til tydelig og ens skiltning ved indkørslen til et privat drevet parkeringsområde med offentlig adgang. Det tydelige skilt vil være en forudsætning for, at selskaberne overhovedet kan udskrive kontrolafgifter på området. Det vil samtidig være et klart signal til bilisterne om, at der gæler andre regler, som man bør sætte sig ind i. Herudover kommer der også krav til skiltningen inde på området.

En bedre markering af porte

Men ingen roser uden torne. Tornen i denne buket af positive ændringer er fordoblingen af bøden, hvis man parkerer foran en udkørsel eller en port. FDM har fuld forståelse for, at det er hamrende irriterende at blive lukket inde af en, som parkerer foran ens udkørsel. Men det kan til tider være svært at afgøre, om der er tale om en reel udkørsel eller ej. Mange porte benyttes ikke længere efter deres oprindelige formål. Tidligere gemte der sig ofte værksteder, garager eller små fabrikker bag byens porte. Nu er der lavet rekreative områder og grønne gårdmiljøer, og portene benyttes nu kun til at trække cykler og affaldscontainere ud af. Det ville have været prikken over i’et, hvis man havde fulgt FDMs anbefaling og markeret de udkørsler og porte, som kan give anledning til misforståelser, og samtidig havde sløjfet parkeringsforbuddet foran de porte, som ikke længere bruges til biltrafik. Det ville også give tiltrængte ekstra parkeringspladser til beboerne, der eksempelvis i de københavnske brokvarterer ofte må lede længe efter en ledig parkeringsplads i nærheden af hjemmet.

Samlet set er lovændringerne set med bilisternes øjne en forbedring. Parkeringsreglerne er komplicerede nok i forvejen, så al forenkling bør resultere i færre misforståelser og dermed færre bøder.  

LÆS OGSÅ: Det betyder de nye parkeringsregler